Optagelsesprøve på EUD Business


Er du tilmeldt en erhvervsuddannelse gælder der nogle adgangskrav, hvis du skal begynde på enten Grundforløb 1.del eller Grundforløb 2.del. Her skal du have bestået dansk og matematik med 02 i gennemsnit (* se hvordan det beregnes nederst på siden).

 
Det er nogle få undtagelser til kravet om 02 i dansk og matematik. Du kan således se bort fra karakterkravet, hvis
  • du allerede har uddannelsesaftale med en virksomhed
  • du allerede har en ungdomsuddannelse, hvor du kan dokumentere, at du har 02 i dansk og matematik
  • du har dansk og/ eller matematik fra AVU - fx VUC
  • du har bestået FVU dansk på trin 4 og/eller FVU matematik på trin 2.

Tilbud om optagelsesprøve

Hvis du ikke har opnået 02 i dansk og/eller matematik får du tilbud om at komme til optagelsesprøve. Det foregår på denne måde:
  • Hvis du har været til grundskolens prøver tidligere, men ikke har opnået 02 i enten Dansk eller matematik, vil du få en indkaldelse til optagelsesprøve af Aalborg Handelsskole.
  • Hvis du går i 9. eller 10. klasse og skal til prøve til sommer, vil vi modtage dine karakterer. Herefter kigger vi efter, om du har 02 i dansk og matematik. Hvis du ikke opfylder kravene, vil du blive indkaldt til optagelsesprøve i løbet af ca. 3 dage. 

I indkaldelsen til optagelsesprøven vil der stå oplysninger om hjælpemidler mv. Der vil være PC`ere til rådighed, så du behøver ikke medbringe din egen. Har du særlige behov, skal du oplyse det til skolen – det vil også stå i brevet.

Selve optagelsesprøven

Der er en prøve i både dansk og matematik. Der er tale om praktiske opgaver på et niveau svarende til 9. klasse med vægt på det, du skal bruge på en erhvervsuddannelse.

Begge prøver er 2 timers skriftlige prøver, hvor du må medbringe alle hjælpemidler.

Efter optagelsesprøven

Når du har været til optagelsesprøve, vil din prøve blive rettet af en censor. Herefter vil du blive indkaldt til en samtale med én af vejlederne på Aalborg Handelsskole. Til samtalen vil der blive taget stilling til din optagelse på den uddannelse, du har søgt. Det er dels resultatet fra optagelsesprøven, der indgår i vurderingen, dels en snak med dig om dit uddannelsesønske, din mødestabilitet osv.

Hvis du ikke består optagelsesprøven og kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, får du tilbud om et særligt ”Sommerkursus” og en optagelsesprøve nummer 2. Det vil du få mere information om ved samtalen med vejlederen.


* Hvilke karakterer ligger til grund for udregningen?
 
Følgende karakterer i dansk og matematik ligger til grund for udregningen:
 

9. klasse:

  • 3 prøver i skriftlig dansk + 1 mundtlig prøve i dansk, som samlet set skal give karakteren 02
  • 2 skriftlige prøver i matematik, som samlet set skal give karakteren 02 (da mundtlig matematik prøve er ved udtræk medregnes denne ikke i adgangskravet)

10. klasse:

  • Mundtlig og skriftlig dansk – som samlet set skal give karakteren 02
  • Skriftlig matematik – som skal være bestået med karakteren 02

Elever i 10. klasse kan aflægge prøverne på 9. klasse niveau. Det er også muligt at lægge resultater fra 9. klasses prøver til grund for udregning i dansk og/eller matematik, selvom ansøger har været til prøver på 10. klasses niveau.

Aalborg Handelsskole  |  Strandvejen 25  |  9100 Aalborg  |  Telefon 9936 4600  |  EAN 5798 0005 54375  |  ah@ah.dk